Torsdag var dagen hvor vi glade og forventningsfulde skulle til den første scanning (nakkefoldsscanning uge 12) for at se den lille baby.
Det viser sig at barnet er meget lille på scanningsbillederne, som vi også kunne følge med i på skærmen. Det tænker vi ikke nærmere over, og jeg kan huske at jeg tænker, at sygeplejersken bare lige skal zoome lidt ind på skærmen.
Men sygeplejersken kigger på mig og spørger on jeg har haft nogle komplikationer indtil nu; blødning osv. Og nej det har jeg ikke.
Hun fortæller at barnet kun svarer til at være i uge 8 og hun desværre ikke kan se hjertelyd.
BOM! Sikke et chok vi fik!
Jeg spurgte hvordan jeg så kunne være så træt og stadig have så god appetit her i uge 12!? Sygeplejersken fortæller at det er fordi barnets moderkage stadig frigiver graviditets hormoner og derfor er min krop stadig gravid - dog med dødt barn.
En anden sygeplejerske kom og dobbelttjekkede og vi fik tid til en lægesamtale samme dag kl. 15.30.
Til lægesamtalen fik vi allerede tid til udskrabning den næste dag, igår fredag. Dette under fuld narkose. Det gik som det skulle og jeg har kun ganske få smerter som panodiler kan klare.
Puha en oplevelse! Alle ens drømme og forventninger til den kommende fremtid blev pludselig brast! Nu sidder vi tilbage med en noget tom følelse men er også " glade" for at det skete nu og ikke senere i forløbet. Barnet havde højst sandsynlig en kromosomfejl.
Men puha en oplevelse - noget vi ikke ønsker for nogen.
/Stine & (Thomas)
❤️
ReplyDelete